Den store triste nyhed og kondolenceskrivelser

Flere billeder i bunden af siden   26/9-07 Kære Alle en trist meddelelse. Som det ses af vedhæftede billedserie, har vi mistet de to trediedele af kirsebærtræet. Det startede med en flække i går og sluttede i går aftes med et forsøg på at redde den endnu stående del af træet. De kommende måneder vil vise, om anstrengelserne betød succes eller, om I har smagt de sidste kirsebær fra det gamle træ. Nu er da endda også visse muligheder for at finde ud af, hvor gammelt det egentlig er. Med bedrøvede hilsner fra den nu væsentlig lysere have   Kirsten og Carsten

Festspillene i Østermarie     Det har ikke været muligt at takke hver enkelt for venlig deltagelse i den bedrøvelige splittelse af Markusgårds kirsebærtræ.   Vi benytter derfor denne mulighed for at sende denne mindeside som tak. Vi har plukket lidt af de ord, der har trøstet mest. De har gjort, at vi trods alt har valgt at fortsætte kirsebærfesterne som festspil.   Tak for al trøst   Kirsten og Carsten   Peter Madsen Vicepræsident mm Kære p og frue!  Hva med lidt gaffa? De anbefaler det til mange ting ved jeg. Spøg til side. Det er altid vemodigt når det gamle træ man har kendt i alle årene viser alderdomstegn som flækket træsko. Men det ser da ud til at en del af det bliver hvor det er. Jeg ved godt at det ikke stikker af på flækket træsko, men heldigvis er det ikke saft-i-træ-sæson så det forbløder, men der er måske andet i vejen. Som Halfdan Rasmussen nok ville sige: "Det gamle træ, oh lad det stå, det må i ikke fælde. Jeg gamle fæ, jeg ta´r en skrå, at åreringe tælle". Jeres altid, Madsen __________________________________________________________________________ Per Nyholm Nuntius, Vatikanet Kære præsidentinde og præsident Meddelelsen om kirsebærtræets skæbne er modtaget med bekymring i Rom, hvor vi i forvejen lider under en betydelig mangel på kirsebærtræer - dog ikke på kirsebær, som i sæsonen ankommer skinnede og i mange farver, rækkende fra rødt til sorteblå. De er fulde af saft og smager aldeles fremragende. Jeg overvejer at sende billederne videre til Vatikanet i håb måske at udvirke en større turisme mellem de to smålande. Apropos smålande rejser jeg i aften til England, som ikke ligefrem er et småland, men fortsætter til Irland og Skotland. Sidstnævne sted, i Edinburgh, vil der blive foranstaltet et mindre symposion, hvor man skal diskutere skotsk uafhængighed - alt til gavn for Europa-bogen, som skrider udmærket frem.   Vær hilset fra et regnvådt Rom,   Deres nuntius __________________________________________________________________________ Henning Larsen Gård-ejer og sanger Båstadgård, Rø Tillad mig i denne sorgens stund at udtrykke min dybfølte medfølelse. Mine tanker for straks til H.C.Andersen smukke lille digt: Det gamle træ. Det gamle træ, som sank i knæ af alderdom og ælde. Om det ku’ snakke, tænk engang, hvad det så ku’ fortælle: Om karl og pige - hun fulgt hjem af ham med lystne planer,   hvorvidt det lykkedes vor mand -  om det vi intet aner.   Det tavse træ, der skænkede hvert år den skønne glæde, at vi blev budt på kirs’bærfest, hvor vi blot skulle æde. Vi klatrede i træet skønt vi var ble’d for tunge når træet kaldte glemte vi , at vi var ikke unge.   Som karl og pige har sin tid, har også træ i haven så lad os alle skønne på - os som fik del i gaven. Vi håber på den sidste del af træet overlever, så det til næste år "de sorte små" leverer.                      Henning Larsen med venlig hilsen                             Bent Jørgensen   Missing Link   Kære Kirsten og Carsten Det var i sandhed en kæmpe, der faldt! Selv træer lever ikke evigt. Og dog. Det skulle ikke undre os, om der af resterne spirer noget nyt - men det bliver jo aldrig som det, det undtes også os at opleve. Vi vil mindes det sådan som det bredte sin skyggende krone og gavmildt bød på kyssebær - og kultur. Med lavmælt røst og i kærlighed Bent og Maria ___________________________________________________________________________     Pia Grove Ambassadrice, Polen Det gamle træ.... nåerh hvor synd, men den vej skal vi jo alle. Jeg tror nu godt det kan overleve, for vores gamle - dog vilde kirsebærtræ - spåede min far døden over for ca. 40 år siden, da det mistede sin væsentligste gren. Det lever stadig og er formentlig langt over 100 år. Det var barn af vist nok Danmarks ældste træ, som stod ved vores gårdhave, og som - da det faldt - fik besøg af prominente gæster med arboretisk forstand, eller hvad sådan noget nu hedder. I hvert fald det blev undersøgt og var vist 400 år gl.! Ja det var ment som en lille opmuntringshistorie, og så henfaldt jeg til forne tider! Vi ses og snart. Kh Pia

et lille minde, fra skyggen under træet.