Alt om min farAf Kirsten Olstrup Seeger Man kan roligt sige, at mit forhold til min far er ikke-eksisterende – og alligevel kan man med lige så stor ret hævde, at det er altafgørende. - Hvis din far havde levet, havde du naturligvis haft din egen hest! sagde min mor, når jeg plagede om at få lov til at gå til ridning. Eller: - Hvad tror du, din far ville sige til, at du kommer hjem møgbeskidt og med huller i tøjet? Det havde jeg ikke megen mening om, for jeg kendte ham jo slet ikke. Han var modstandsmand under besættelsen og blev taget af tyskerne fire måneder før jeg blev født. Jeg så ham én gang, og da var jeg 14 dage gammel. Senere blev han sendt via Frøslev til koncentrationslejren Neuengamme, hvor han døde i januar 1945. Min mor håbede, til alt håb for længst var ude, på at han kunne komme hjem til barnedåben, så jeg blev først døbt, da hun havde fået den endelige meddelelse om, at han var død. Det tog sin tid, og jeg var ni måneder og kunne næsten gå selv, da jeg endelig blev døbt ved et arrangement, der var lige så meget en sørgehøjtidelighed for min far som en fest for mig. På det billede, der blev taget i kirkedøren ser følget så nedtrykt ud, at det mest af alt ligner en begravelse, og kun den hvide dåbskjole røber, at der et eller andet sted er lidt glæde til stede. Det blev mig indskærpet, at præcision er en dyd for ikke at sige en nødvendighed i respektfuldt samvær med andre mennesker. Det kunne være vanskeligt at efterkomme i en tid, hvor det ikke var almindeligt at børn gik med ur. Det første ur fik man gerne til sin konfirmation. Men indtil da måtte man lære sig at bruge solen, især hvis man havde tænkt sig at adlyde, når min mor – med et citat fra min far sagde: - En god soldat møder altid fem minutter før befalet tid! Min far var kaptajn af reserven, og på de breve min mor fik, stod der for det meste Fru kaptajn Alice Olstrup. En allerede dengang gammeldags måde at titulere folk på. Men det lød både fint og højtideligt, og man måtte bestandig leve op til det. Det er heldigvis blevet mindre nødvendigt at leve op til normer og regler, men da jeg var barn, var det af stor betydning, hvad naboerne mente, hvad skolen syntes, og hvad min far ville have sagt til det, jeg foretog mig. Det ville falde svært tilbage på min mor og hendes opdragelse af mig, hvis jeg ikke var mindst lige så artig, ordentlig og fornuftig som mine kammerater med to forældre. Der var ingen skilsmisser i min familie, i mine klassekammeraters, eller blandt venner, bekendte eller naboer, så der var ingen hjælp at hente på den front, jeg måtte så vidt mulig opføre mig lige som alle de andre børn med to forældre. Det har både været en hæmsko og en tryg ramme. Godt nok var min far ikke til stede, men på en eller anden måde kom han til at tage del i mit liv, til at præge det på godt og ondt. Han var altid i min mors tanker, og da de havde været gift i 11 år, før jeg blev født, kendte hun udmærket hans normer, ønsker og visioner og kunne uden videre anvende dem i vore fælles liv. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg var et ønskebarn – man venter jo ikke i 11 år for at komme med en ”smutter”. Meningen var, at jeg skulle fødes, når der blev fred igen. Men der havde han – og med ham mange andre – forregnet sig, og det så ganske eftertrykkeligt. Jeg blev født den 3. juni 1944, tre dage før D-dag og 11 måneder før krigen sluttede i Danmark. Jeg savner min far, og savnet melder sig med mellemrum, og når det gør, er det stort og knugende. Det hjælper ikke at kaste sig over historien, at afdække hvad der skete med ham, hvilke lidelser, hvor mange pinsler han måtte igennem, før han døde. Det hjælper slet ikke. Tværtimod. Det står mig mere og mere klart, at jeg aldrig vil finde ud af, hvad det er jeg har mistet. Jeg finder aldrig ud af, hvordan manden var, hvad der fik ham til at handle, som han gjorde. Jeg finder aldrig ud af, hvilken far han ville have været, men vigtigst: jeg kommer aldrig til at opleve at have en far. Ligegyldigt hvad jeg finder på af krumspring og ønsketænkning, kommer jeg aldrig til at mærke, hvordan det er at have en far. Jeg vil altid kun vide, hvordan det er IKKE at have en far.
|